Et forsøg på at nå sandheden

Forord

Dette er mit første forsøg på at skrive en bog. I første omgang er det en Internet bog, da jeg har ikke foreløbig har planer om at den skal udgives. Eneste formål med bogen er, at den bliver skrevet!

Jeg har selv til tider problemer med at læse lange indlæg, så det er også noget jeg skal tage med i mine overvejelser - forholdsvis korte kapitler og en del afsnit, som forsøg på at afhjælpe problematikken med lange indlæg som kan være svære at få læst.

Jeg har grundidéen til bogen, og den vil blive skrevet “hen ad vejen”, når inspirationen kommer til mig…

God læselyst

© Hulemanden

I

Han syntes alle øjne var rettet mod ham, da han og hans følgesvend var ankommet til kirken. Udenfor havde de alle stået samlet, og med grådkvalte ansigter hilst på hinanden, med små forsigtige nik med hovedet, der syntes både at indeholde respekt for livet og for døden, samt et udtryk for hvor sørgeligt det hele var.

Regnen der stille faldt, skjulte de tårer der trillede ned af kinderne på fleste af dem, der stod samlet ved indgangspartiet. Men de røde øjne var ikke til at tage fejl af.

Han forsøgte at undgå øjenkontakt, da han gik igennem mængden af fremmødte for at komme indenfor i kirken. Fri for regnen. Fri for de stirrende blikke.

Han følte næsten en befrielse da han sad inde i kirken og præsten startede. ”Vi samlet her i dag, ikke kun for at tage afsked med, men også for at hylde én. Hylde én, der troede på sine værdier og samtidig var ufravigelig i sin tro på at han gjorde det rigtige.”

Han huskede tydeligt hvordan han som ung, selv havde været ufravigelig i sin tro på egne værdier, og hvordan alle midler havde stået til rådighed for at nå de mål, han troede på. En egenskab han altid havde benyttet sig af, og som havde bragt ham meget, på godt og ondt…

Præsten fortsatte ”En ung mand drog i krig og betalte den ultimative pris, fordi han fulgte sin overbevisning. Der er nok mange, der sidder tilbage og tænker; var det mon det værd? Var det ikke en al for høj pris at betale, for noget han i og for sig, ikke fik noget for?”

Han vendte sig langsomt rundt og kiggede ned igennem kirken og fik øje på ham. Gjorde jeg mon det rigtige? Jeg gjorde det jeg troede på!

 

II

Hr. Croceus? Palle Croceus? ”Ja!” svarede Palle, da kontorchefen kaldte hans navn. Han rejste sig og tørrede flygtigt sine nervøse fugtige hænder af i bukserne.
”Palle.” sagde han, da han gav manden hånden. ”Morten. Velkommen! Vi skal her ind!” sagde manden og løftede venstre arm ud, for lige at vise vej ind på kontoret.

Den skarpe vintersol skinnede ind i kontoret, og lige der i døråbningen blev støvet i luften fanget af solstrålerne. Det gav næsten et indtryk af at være et gammelt og støvet sted. Det var faktisk det modsatte der gjorde sig gældende.
Selvom møblerne i rummet kunne minde om noget fra en antikvar, så var de særdeles velholdte, og højest sandsynlig ikke særlig gamle.
Stilen var gennemført og ikke til at tage fejl af. Alt var lavet i mahogni.

Rundt om det lange ovale bord, stod der otte håndlavede stole med fine udsmykninger op af de høje ryglæn og armlæn. Stoffet stolene var betrukket med, havde en dyb blå farve.

Til trods for at den grå kasse, der smøg sig rundt langs væggene afslørede at der var gjort klar til det, så var der hverken computer eller andre moderne kontorfaciliteter i rummet, udover de medbragte PDA’ere og mobiltelefoner, der lå på bordet. Det blev kun brugt til mødelokale

”Undskyld mig!” Sagde Morten og lagde forsigtigt en hånd på Palles skulder, da han gik forbi ham i døråbningen. ”Det er så Jørgensen” sagde han og pegede med hele armen over på en midaldrende mand, med brillerne hængene langt ude på næseryggen.
Jørgensen, der havde været departementschef i noget der kunne minde om en menneskealder, sænkede hovedet lidt og kiggede ud over brillerne, som når en nærsynet vil se langt. ”Det var godt at du kunne komme Palle. ”Vi har læst din ansøgning, og det ser jo meget godt ud, indtil videre.”

Palle. Hvor han dog hadede det navn. Hans forældre, et par gamle hippier havde forsøgt at få ham døbt Palleo, men det havde ikke været et godkendt navn, så han var i stedet blevet døbt Palle Oscar. Hans forældre havde selv syntes at de var smarte, for med det navn havde de jo snydt systemet. Palle O. Croceus.
Han havde nogle gange gjort sig tanker om at skifte navn, men efterhånden som årene var gået, han havde vænnet sig til navnet. Oscar brugte han så slet ikke.

Tilbage i kollektivet havde han aldrig heddet andet end Palleo eller Oscar, men begge navne havde han lagt bag sig.
Hans forældre havde respekteret hans ønsker og kaldte ham nu også kun Palle, og de kunne da også grine af hvor fjollede de havde været dengang de var unge, og alle deres forsøg på at bekæmpe ”overmagten”, som de kaldte systemet og borgerskabet.
Et udtryk de stadig benyttede sig af, dog ikke med samme alvor som i deres unge dage.

”Kom indenfor og tag dig en kop kaffe” sagde Jørgensen da han rakte hånden ud for at sige goddag, og med et, havde revet Palle ud af hans tanker.
”Ja, vi bliver kun os tre, så vi kan lige så godt gøre det lidt hyggeligt.” Fortsatte Jørgensen, mens han rettede på skilningen i sit tynde grå hår. ”Det her er jo som sagt første runde af samtalerne, hvor vi finder mulige kandidater til stillingen, og så har vi de endelige jobsamtaler om små 14 dage, hvor vi så gerne skulle have fundet den rette mand til jobbet.” ”Jeg havde vel nok troet at ”Bossen” også deltog i dag” kom det spøgefuldt fra Palle. ”Han er jo en travl mand, men han vil deltage, når de afgørende samtaler finder sted. Han skal jo trods alt arbejde tæt sammen med den vi ansætter. Skal du have noget i kaffen?” spurgte Jørgensen mens han skænkede op. Palle rystede let på hovedet ”Nej tak, jeg tager den sort.”

”Det er en temmelig fyldestgørende ansøgning du har sendt os, og den fangede da også vores interesse med det samme” sagde Morten, for lige at vise at han stadig var tilstede, efter at Jørgensen havde overtaget styringen. ”Bestemt” konkluderede Jørgensen. ”Du har så afgjort en del erfaring, som vi garanteret kan bruge”

Det fik Palle til at føle, at samtalerne bare var en formalitet der bare skulle overstås. Jobbet var så godt som hans!

Jørgensen, sad og bladrede ansøgningen igennem. ”Det eneste der faktisk mangler, er bare en straffeattest, men du kan lige underskrive den her samtykkeerklæring, og så indhenter vi den. Vi skal ikke bruge den nu, så der er ikke den store skade sket, ved at vi ikke har fået den med din ansøgning. Men med al den tid du har brugt på studier og arbejde, har der jo ikke været tid til kriminalitet” grinede Jørgensen, for lige at tage den sidste nervøse spænding ud af rummet.

Han skulle bare vide…

 

III

Samtalen gik som Palle havde fornemmet. En formalitet. Jørgensen havde styret samtalen og uden at stille en masse spørgsmål, var alle de oplysninger han havde brug for, kommet frem. Med list, var samtalen styret i den ønskede retning, hvor han mere med bekræftende nik med hovedet og anerkende kropssprog, end direkte spørgsmål, havde ladet Palle føre ordet, og fortælle lige det han gerne ville høre.

Du skal lige underskrive den her, Palle.” Morten rakte samtykkeerklæringen over til Palle. ”Nå ja, den var vi vist lige ved at glemme”

For en stund overvejede Palle, hvordan han skulle underskrive sig. Han besluttede sig for at skrive sit fulde navn. De tjekker sgu nok under alle omstændigheder alt hvad der har med mig at gøre!

Jørgensen gik hen til Palle og gav ham hånden. ”Jamen det var så det, for denne gang i hvert fald” Han gav ham et fast håndtryk og blinkede med det ene øje, for lige at lade Palle forstå, at han skulle komme igen til en samtale mere.

Hvis du kommer med i den videre betragtning, så hører du fra os i morgen” Sagde Morten, da han trykkede Palle i hånden og i et forsøg på at virke venskabelig, havde lagt venstre hånd på hans skulder.

Palle sagde pænt farvel og forlod kontoret, gik ud på gaden og satte sig ind i sin bil.

Jørgensen var gået hen til vinduet, for lige at samle tankerne, og de indtryk Palle havde efterladt sig, inden han ville lave en kort evaluering sammen med Morten. Det var ingen tvivl i hos ham; Palle var en rigtig god kandidat Fra vinduet kunne han se ham stige ind i sin bil. Men hvorfor kørte han ikke?

 

IV

Inde i bilen sad Palle med hænderne på rattet. Nøglen var sat i tændingen og drejet. De kolde lædersæder gjorde at Palle frøs, men der ville ikke gå længe, inden varmen ville brede sig i dem. Radioavisen var lige begyndt, men han hørte ikke efter. Inderst inde, vidste Palle godt, at fortiden ville indhente ham. Det havde den allerede gjort, uagtet at der ikke stod noget i hans straffeattest.

Hans venner dengang havde været hans anden familie. Alle tider af døgnet havde de hængt ud sammen. Omdrejningspunktet havde altid været at diskutere politik, planlægge demonstrationer og sågar attentater. Attentater mod politikere, som de mente skulle stoppes. Ikke blot forholdsvis harmløse attentater, som at kaste med æg eller hælde maling over dem, men derimod grovere ting, som havde til formål at skræmme de pågældende politikere til at trække deres synspunkter tilbage, eller få dem til helt at trække sig fra politik. Hver gang havde deres attentater slået fejl, og demokratiet havde virket i den forstand, at alle politikere havde stået sammen, og nægtet at bøje sig for Gadens Parlament, som de så hånligt blev omtalt i tv og radio, når episoderne blev nævnt.

Som altid, når grupper dannes, var der nogle, der var villige til at gå længere end andre og det havde Palle benyttet sig af.

Han var godt klar over, at det han ville, kunne han ikke udrette med bål og brand, brosten og maling; nej, det ville koste kræfter at få den indflydelse han og hans venner søgte efter. Hvis han ville ændre den verden, han var så indædt en modstander af, skulle det være indefra og ikke udefra.

Derfor havde han aldrig deltaget aktivt i noget, men udelukkende holdt sig i baggrunden; været ham der havde idéerne og visionerne. Hans måde at deltage i aktioner på, havde ofte ført til intern uro, da der var nogle, som regel nyankomne, der ikke følte at han brændte nok for sagen. Men de var altid blevet sat på plads af de andre, med fortællinger om, at han havde været med lige fra starten, og det var ham der udtænkte stort set det hele.

På den måde, havde han nydt godt af, at være en del af inderkredsen. De andre beskyttede ham og hans interesser.

Palle drejede bilnøglen en ekstra gang, satte bilen i gear og kørte af sted.

Ikke langt derfra sad Statsministeren ved sit skrivebord, der flød med dagens aviser, som alle, i skarpe vendinger, udtalte deres kritik af regeringen, og i særdeleshed landets statsminister. Han sad med albuerne i bordpladen og hvilede hovedet i hænderne.

Det havde været et par lange uger. Hans betroede igennem mange år, havde ganske uventet forladt sin stilling, og lige nu var savnet meget stort. Statsministeren vidste at hvis alt gik vel, havde den værste storm lagt sig i løbet af et par uger. Han følte et vis pres over den lange udsigt, og tanken om selv at skulle stå der, lige i skudlinien, og svare på det ene kritiske spørgsmål efter det andet, gjorde at han greb ud efter telefonen.

 

V

Røgen fra Jørgensens cigaret spillede i de sidste af dagens solstråler, der kom ind rummet. I blå og grå nuancer, dannede den bølger igennem lokalet. Jørgensen havde vendt sig, og kiggede over på Morten, der nu sad på hans plads, og var i gang med at kigge ansøgningen igennem, igen.

“Ja, hvad gør du nu? Du ved jo godt at du ikke må ryge herinde!” Grinede Morten hånligt, da Jørgensen ledte efter et sted at aske. Jørgensen tog sine briller af, klappede dem sammen og lagde dem på sin mobiltelefon, der stadig lå bordet. ”Ja” svarede han, og sendte Morten et blik, der fortalte, at han gjorde lige hvad han ville.
Jørgensen gjorde også hvad han ville, og der var ikke meget der skete uden at han vidste det, eller ville det. Morten kiggede over på ham. Satans til nar, bare han ville tage sin afsked!

Morten havde aldrig kunne døje ham, og heller ikke den hierarkiske opbygning der var der. Hans måde at være leder på, var alt for gammeldags. Tingene skulle være, som de altid havde været, og det var ham, der skulle have det sidste ord. Nok mest fordi han havde været der længst og han var alderspræsidenten.
Så hvis Morten bare havde lidt at sige, skulle Palle ansættes i stillingen. Der var dog en del andre, der var lige så kvalificerede, men Morten ville hellere, at stillingen blev besat af en yngre ansøger, der forhåbentlig kunne bidrage med nytænkning, og ikke af en der gerne så, at tingene var som i Ruder Konges tid.

Jeg er sgu godt nok rimelig imponeret over ham her.” Morten sad og viftede med Palles ansøgning. ”Bestemt, bestemt” Kom det tørt fra Jørgensen, der sad med aske i den ene hånd og spejdede efter et sted at gøre af det. ”Men, Morten. Han har ikke megen erfaring. Han kommer jo stort set lige fra skolebænken. Jørgensen rejste sig, og gik over og tømte asken fra sin hånd, ned i en potteplante. ”Der er er vel ingen grund til at forhaste noget. Vi har masser af tid til at tage den rette beslutning, men han skal da afgjort til en samtale mere.”

Morten havde nu rejst sig op og stod bag stolen, og lænede sig ind over den. ” Jo, det er da rigtigt nok. Men hvad han måtte mangle af erfaring i forhold til nogle af de andre, det opvejer hans papirer så klart. Hvad uddannelse angår, så når de andre ham ikke til sokkeholderne.” Morten var tydeligvis imponeret. Hans egen uddannelse var blot gymnasial og siden da, havde han arbejdet sig op til en stilling som kontorchef. En lang og sej vej, uden hjælp af flotte eksamenspapirer.
Morten blev ved. ”Den mand, han må besidde en arbejdsmoral uden lige, når han kan komme ud fra Universitetet med sådanne tal. Hvis du…” Mere nåede Morten ikke at sige, for med ét, faldt Jørgensen briller ned fra telefonen, der nu lå på bordet og vibrerede.

Jørgensen løftede telefonen op fra bordet og kiggede på displayet. Hvad vil han? Jørgensen rynkede øjenbrynene, da han drevent svarede telefonen. ”Jaaaaaaeee”
Jørgensen gik frem og tilbage i rummet, og talte kun med enstavelsesord; ja, nej, okay.

Jamen vi skal gøre hvad vi kan, men jeg kan ikke love for meget. Ja, jeg skal nok prøve at finde ud af noget, og så vender jeg tilbage”. Sluttede Jørgensen af med sige.

Morten der på grund af Jørgensens tonefald, havde regnet ud, hvem han snakkede med, skulle lige til at spørge, da det kom fra Jørgensen; ”Det var så Ministeren.”

 

VI

Verden er af lave. Hvad sker der for jer? Først din bror og nu dig!” Palles far sendte et skævt smil af sted, mens han sad der, i en gammel og slidt lænestol, med benene trukket op under sig. Han rettede lidt på sin morgenkåbe. ”Det er sgu koldt her til morgen” Han sad endnu kun i morgenkåben, selvom dagen snart var ved at rinde ud. Til dagligt, gik han rundt i løse bukser med elastik i linningen og en langærmet trøje.
I takt med at kampen for idealerne var dalet, var hans mave vokset, og han klædte sig altid meget afslappet. I dag var ingen undtagelse tværtimod – det vidnede morgenkåben alt om.
Det lange hår havde han stadigvæk. Det var dog blevet noget tyndt i toppen og de høje tindinger kom til syne, da håret var redt tilbage i en hestehale.

Du ved godt jeg tager gas på dig, ikke?” Palle nikkede.
Han var kørt hjem til sine forældre, efter han havde været til samtalen, og sad nu i deres stue og drak en kop kaffe med sin far.
Faren havde hentydet til, at Palles bror, Esben, nogle måneder tidligere var kommet hjem og havde annonceret, at han havde skrevet kontrakt med forsvaret, og ville derfor blive sendt ud i verden med de fredsbevarende styrker, til en krig landets regering havde valgt at gå ind i.

Esben, der var noget af en efternøler, var først kommet til verden efter forældrene havde skiftet kollektivet ud med et parcelhuskvarter
Esben var den diametrale modsætning af sin 13 år ældre bror.
Da forældrene ventede ham, valgte de at forlade kollektivet og den livsstil der fulgte med. De mente, at det måske ville være bedre, både for Palle og den lille ny, hvis de flyttede.

De havde ofte været i tvivl om, hvordan det at bo i kollektiv påvirkede Palle, men de mest synlige konsekvenser havde først vist sig senere. Hans politiske fri tænkning, og til tider radikale holdninger til mange ting, var helt sikkert udsprunget af hans opvækst i kollektivet.
Det var ikke så meget Palles holdninger, der nogle gange gjorde hans forældre fortvivlede, men mere dem han omgikkes.
Da gymnasietiden var overstået, og han startede på Universitet, kunne de så se, at han var en determineret ung mand, der havde nogle klare mål for sit liv.

Esben derimod, var en stille og rolig dreng, der for det meste havde passet sig selv. Det, og så hans tendens til at læspe, havde givet ham øgenavnet ”Læsben”. Noget der havde plaget ham, op igennem det meste af hans skolegang.
Palle blev altid rasende, når Esben kunne komme hjem fra skole og fortælle, at der igen var nogen, der havde mobbet ham. Palle besad en stor trang til at beskytte sin lillebror, men da aldersforskellen var som den var, havde han ikke haft de store muligheder for det, da Esben gik i folkeskolen. Han havde i stedet slæbt ham med, der hvor han nu gik hen, og alle Palles venner tog altid godt imod ham. Esben fik altid følelsen af at selvtilliden voksede, når ”de store” godt gad at have ham med.

Jeg kan forstå Esbens valg. Det har nok også noget at gøre med, at han føler han skal bevise noget? Palles far holdt en kort pause og skænkede noget mere kaffe op, og hans stemme blev med ét, mere alvorlig. ”Ikke at jeg, eller din mor, på nogen måde bifalder hans valg. Men hvad kan vi gøre? Ikke en skid! Vi kan blot håbe på, at han ved hvad han gør, og at han kommer hjem i eet stykke” Sukkede faren dybt. ”Og dig, du vælger jo lige pludselig at hoppe over i den anden grøft. I hvert fald rent politisk.” Alvoren i hans stemme, var forsvundet igen.
”Ja, den er god med dig.” Svarede Palle. ”Denne stilling har ikke noget at gøre med min politiske overbevisning, men derimod fordi jeg gerne vil prøve noget nyt. Jeg spilder jo mine evner ved bare at være almindelig kontorslave.”
Palles far kiggede lyttende på sin søn, der fortsatte. ”Måske er jeg ikke enig i politikken, men det behøver jeg heller ikke at være. Men jo, det kan godt blive svært at forsvare den, når jeg langt fra er enig i den.”

Det gav et sug i maven på Palle, da han tænkte på, hvad det var hans bror havde sagt ja til; hvad det var, han havde gang i. Inderst inde, vidste Palle godt, at det nu var endnu vigtigere for ham, at nå sit mål.

 

VII

”Drenge.” Kaldte Palles mor ude fra køkkenet. ”Vi skal spise.” ”Nå, sønnike. Skal vi gå ud se, hvad hun har fundet på af kulinariske overraskelser, til os? Jeg må vist hellere lige komme ud af morgenkåben, ellers kommer hun bare efter mig.” Sagde Palles far grinede. Han rejste sig og gik ind i soveværelset. Soveværelset var et hjørne af stuen, der var skærmet af med to reoler der stod ud fra væggene. Huset de boede i, havde ellers værelser nok, men det var en måde at bryde stuen på, da den var en lang vinkelstue, og så havde det også den fordel, at de ikke fik morgensolen, der ville forstyrre, når de gerne ville sove længe.

Palle gik ud i det åbne køkken til sin mor, mens faren klædte om. ”Det dufter herligt.” Palle stod ved komfuret og kiggede ned i gryderne. ”Det skal blive godt med noget at spise.” Moren der var ved at dække det sidste af bordet, kiggede op og smilede til Palle. ”Ja, det er altid godt at komme hjem til mors kødgryder!” Palle smilede tilbage og gik hen til bordet.

”Jeg kunne høre du fortalte din far, om noget arbejde du har søgt. Hvad er det for noget?”
Mens de ventede på, at Palles far skulle blive færdig med at klæde om, fortalte Palle om det arbejde han havde søgt, og regnede med at få.
Moren bemærkede godt, at Palle var ret fraværende mens han fortalte. Han har jo nok så meget at tænke på.

Da de var færdige med at spise, takkede Palle pænt for aftensmaden. ”Det har været en lang dag, og jeg har meget at tænke over, så jeg bliver nødt til at tage hjem nu.”
Palle rejste sig, og hjalp med at få ryddet af efter aftensmaden, og gjorde sig klar til at tage hjem.

”Han virkede nu noget fraværende her til aften. Synes du ikke?” Palles far hørte ikke spørgsmålet. Han var travlt optaget af dagens avis.
”Mogens. Gider du lige at høre efter?” Kom det stramt fra Palles mor ”Ja, hvad siger mor?” Han sagde altid mor, når han ville drille hende. Han vidste at hun ikke kunne fordrage, når han kaldte hende det.
”Var Palle også i et underligt humør, da du snakkede med ham inde i stuen?” Gentog Grethe.
Mogens kiggede op fra avisen. ”Tja, men det er jo også noget af en stilling han har søgt. Jeg var måske også lidt grov overfor ham. Det var godt nok ment som en spøg, men jeg sagde vel næsten til ham, at han havde forladt alle sine idealer.”
Grethe rystede på hovedet over sin mands opførsel. ”Du ringer lige til ham i morgen og siger undskyld. Det kan du ikke være bekendt. Du ved jo at han ikke gør noget, hvis han ikke går ind for det.”
Mogens nikkede og sank ned bag avisen igen.

Da Palle kom hjem, satte han sig ned og tændte for sin computer. Den blå skærm lyste op i det mørke rum. Inden længe var computeren klar, og han kunne åbne mailprogrammet.

 

VIII

Fra: Hr. Gul

Til: Hr. Rød, Hr. Sort

Emne: Næsten klar.

Planen skrider frem, ganske som forventet.
I løbet af kort tid, så vil 1. del være helt på plads.
I hører nærmere…

 

IX

”Det lyder jo meget godt, Jørgensen. Men hvilken én af ansøgerne vil du mene, er vores mand?” Statsministeren havde lagt sig på sofaen, der stod langs den ene væg, på hans kontor. Kontoret, der var på cirka 30 kvadratmeter, havde udover det store skrivebord og sofaen, også et mindre bord med stole. Det aflange egetræsbord var ikke så stort, men stort nok til, at han kunne holde møde derinde, enten med sine rådgivere eller nærmeste politiske allierede, hvis de havde brug for at mødes, i mere intime omgivelser, i stedet for at bruge de officielle mødelokaler. I den seneste tid, havde der været meget brug for bordet og de seks stole.

Sofaen benyttede han sig ofte af, når dagen var ved at være omme, og han lige trængte til at få hvilet hovedet. En sjælden gang, overnattede han da også på kontoret, men det var kun hvis klokken var blevet rigtig mange, og han vidste at hans kone og børn, ville være gået i seng, når han kom hjem.

I dag trængte han rigtig meget til at hvile hovedet.

Jørgensen sad oppe ved bordet og bladrede lidt i ansøgningerne. ”ja, det går lidt hurtigt det her, men hvis du virkelig mener, at vi skal springe de sædvanlige ansættelsesprocedure over, og hurtigst muligt ansætte én i stillingen? Ja, så må det være sådan.” Jørgensen brød sig tydeligvis ikke om, at der blev lavet om på gamle gøremåder. ”Jeg vil mene, at der er tre, der er mulige kandidater til stillingen, som vi skal indkalde til en samtale mere. Jeg er endnu ikke sikker på, hvem jeg mener, der er den bedst kvalificerede.” Jørgensen sad med Palles ansøgning og kiggede på hans cv. ”Okay.” Kom det lyttende fra Statsministeren, der lå på ryggen med armene strakt op over hovedet.

”Jeg vil nu stadig mene, at det mest fornuftige ville være, hvis vi holdt os til proceduren, og gik alt igennem som vi plejer. Hellere det, end at forhaste noget igennem, og ende ud med at ansætte den forkerte.” Jørgensen forsøgte at få Statsministeren på bedre tanker.

Statsministeren satte sig op, tydelig irriteret over den sidste kommentar. ”Det er meget fint, men hvis jeg mener, at fjorten dage er for meget i dette tilfælde, så er det for meget. Om en uge, er den nye mand ansat.” Han rejste sig op, og gik op til bordet og skænkede sig en kop kaffe fra kanden, der stod på et sølvfad. ”Hvor er Morten i øvrigt?” Spurgte han, og tog en forsigtig tår af den varme kaffe.

Inden Jørgensen nåede at svare ham, bankede det på døren.

”Beklager jeg kommer lidt sent, men jeg skulle lige ordne noget.” Jørgensen kiggede undrende på Morten, der stod i døråbningen. Morten gik helt ind på kontoret og lukkede døren bag sig.
”Ja, kom ind med dig, Morten. Jørgensen var lige ved at forklare mig, hvorfor vi ikke skal skynde os og få besat stillingen.”

Jørgensen sagde ikke noget, men sad bare stille og roligt ved bordet. Stadig med ansøgningerne foran sig.

”Han har da vel forhåbentligt ikke overbevist dig om noget andet? Ja, jeg havde lige et par mails som hastede, og jeg overvejede et kort sekund, om jeg også skulle sende én af sted til ansøgerne om, at vi nok gik hurtigere frem end forventet.” Morten holdt en kort pause. ”Men, jeg tænkte, at jeg nok lige skulle vente med det, indtil vi var enige om, hvem vi gerne vil se igen.”

Statsministeren, der var imponeret over Mortens initiativrige indstilling, trak to stole ud fra bordet. ”Kom, sæt dig, så vi lige kan løbe ansøgningerne igennem, og finde ud af, hvem vi gerne vil se igen” Han blinkede med det ene øje til Morten, mens han satte sig ned. ”Så skal du nok få lov til at sende en mail rundt til dem.”

Jørgensen lagde ansøgningerne i en pæn bunke, og skubbede dem over bordet. ”Jeg har taget mig den frihed, at sortere nogle af ansøgningerne fra, så de tre her, er de tre jeg fortalte om.” Statsministeren kiggede først på Jørgensen, hvorefter han drejede hovedet og kiggede på Morten, for lige at få hans accept af, at det var okay.

”Det er helt fint, så længe min favorit er med.” Morten havde forstået hvorfor Statsministeren havde kigget på ham.

 

X

”Drenge!” Statsministeren tonefald var helt anderledes afslappet, og han følte da også en vis form for lettelse. ”De nye omstændigheder taget i betragtning, så er det godt nok det her. Nej, lad mig omformulere mig. Det er rigtig godt det her. Jeg er sikker på, vi har vores nye mand i blandt de tre ansøgere.”

Han tømte sin kaffekop, og satte den på bordet. ”Nu er det vist fyraften.” Jørgensen nikkede mens han smågabte. ”Ja, det er efterhånden blevet lidt sent, så det passer mig fint.”

Morten rejste sig og skubbede stolen på plads. Statsministeren tog fat i hans hånd. ”Du sender lige de der mails rundt inden du går, ikk’? Morten nikkede blot tilbage. Hans lukkede øjne vidnede om, at også han, trængte til fyraften.

 

XI

Fra: Hr. Sort

Til: Hr. Gul

Kopi til (Cc): Hr. Rød

Emne: Re: Næsten klar.

Visse ting er værd at vente på – andre ting er værd at kæmpe for.

Dette er begge dele…

 

XII

Oppe fra prædikestolen kunne præsten se den fyldte kirke, der var udsmykket med blomster og lys, der stod ud for hver række bænke, ned langs skibet. Nogle sad med blikket stift rettet mod gulvet, i et forsøg på at holde tårerne tilbage. Andre sad og kiggede flygtigt rundt i kirken. Fælles for dem alle var, at de var dybt berørt at situationen. Sorgen fyldte dem.

”Esben var på mange måder, et enestående menneske. Som alle andre mennesker er enestående. Som hvert enkelt liv på denne jord er enestående. Vi har alle noget der gør os unikke som mennesker. Vi ligner måske hinanden udenpå, men inden i, er der altid noget, der adskiller den ene, fra den anden. Noget der betyder meget for én person, betyder måske knapt så meget for en anden.” Præsten kiggede ned igennem kirken, og fik øjenkontakt med Palle. ” – Noget som for en helt tredje person, måske vil være uforståeligt.”

Præsten fortsatte ”Alt sammen noget, der gør os til dem, eller det vi er, og noget vi er nødt til at forholde os til.”

Palle kiggede ned i gulvet og følte at præsten kun talte til ham. Han lyttede intenst til hvert et ord præsten sagde, som var det, det sidste han skulle nogensinde skulle høre.

”Hver dag.” Fortsatte præsten. ”kommer vi i en situation, hvor vi er uenige om noget. Det være sig små og store ting. Vigtige ting eller bagateller. Som mennesker har vi en evne til at komme videre fra sådanne uenigheder. Nogle situationer, er nemmere at komme videre fra end andre. Og igen, nogle gange har vi brug for hjælp af andre mennesker til at komme videre.

Udenfor var regnen så småt ved at stilne af, og solens stråler begyndte svagt at lyse ind i kirken. Langsomt bevægede sollyset sig længere ind i kirken, som en åbenbaring fra oven.

”Esben.” Præsten stemme rungede igennem kirken, da han holdt en kort pause. ”Esben traf sikkert også sit valg netop ud fra det grundlag; at hjælpe andre til at komme videre. Komme videre med livet efter en svær tid. På samme måde skal også I, komme videre efter denne svære tid. Familie, som venner. Enige som uenige, så skal I hjælpe hinanden med, og til at komme videre”

Palle hævede blikket og kiggede op gennem kirken. Her fik han øjenkontakt med sin far, der havde drejet hovedet for at kigge ned til Palle. Palle kunne se, hvordan tårerne trillede fra hans rødsprængte øjne, og videre ned ad kinderne.

Han følte et stik inden i. Han fortrød inderligt at skammen havde haft magten over ham, og han havde valgt at sætte sig bagerst i kirken, langt fra sin mor og far. Hvordan skal jeg nu hjælpe dem?

Præsten ord sad dybt i ham.

 

XIII

Det var ved at være sidst på eftermiddagen, da Palle og Esben gik ind på cafeen. De satte sig allerbagerst i det ene krog, der blev skjult, af trappen op til cafeens første sal.
De fleste af cafeens indre vægge, stod som rå mursten, der ikke var blevet gjort noget ved, da man havde ombygget den gamle slagterbutik til cafe. Den gamle købmandsdisk, var blevet udskiftet med en bar. Muren til baglokalet var blevet revet ned, og baren stod nu midt i rummet, med borde hele vejen rundt. Ejeren havde valgt også at inddrage første sal til cafeen, og i det ene hjørne var der blevet lavet en spindeltrappe. Det var netop den trappe Palle og Esben sad bag. Der kunne de sidde forholdsvis ugenert. Dem der gik på trappen, ville næppe få øje på dem, eller høre hvad de talte om.
Lyset fra de gulnede lamper i loftet, nåede ikke helt ind krogen, så skæret fra stearinlyset på bordet, gjorde stemningen mere intim.

”Jeg har sgu godt nok svært ved at forstå dit valg.” Palle kiggede sin lillebror dybt i øjnene. ”Nej, selvfølgelig kan jeg godt forstå det. Det er jo nok mere accepten af det, det kniber med. Hvis du vil redde verden, skulle du i stedet blive politikker!” Sagde Palle med et skævt smil på læben.
”Det er dig der er politikeren af os to. Det er dig der er, og altid har været, den visionære. Hvad er du god til?” Spurgte Esben og inden han næsten havde spurgt færdig svarede Palle; ”Jeg er god til mange ting”
”Det er nemlig rigtig. Men jeg er ikke god til ret meget, men jeg er en god soldat. Det er det, jeg kan finde ud af. Det er det, jeg vil være. Og spar mig for alle flosklerne om, at man ikke kan kæmpe for freden og alle de slagsange du ellers kan finde frem.”
Esben begyndte at pille nervøst ved stearinlyset på bordet, i et forsøg på at distancere sig selv, fra samtalen. Han hadede når han ikke var enig med sin storebror. Hvorfor kan han ikke acceptere, at jeg vil ting anderledes end ham?

Palle tog Esbens hånd, i et forsøg på at berolige ham, næsten som var de et kærestepar.

Esben trak vejret dybt et par gange, stadig med blikket rettet ned mod stearinlyset.
”Vi er ikke, og vi bliver aldrig enige om det her. Men forstå mig nu! Jeg tror på, at jeg skal være dernede. Dér kan jeg gøre en forskel. Jeg vil ned og hjælpe med til, at de kan få en bedre hverdag.” Esben sank en gang, og fartsatte. ”Den tanke er vel ikke så fjern fra din tankegang? Du vil vel også gerne, at andre mennesker skal have det godt? Vi vælger blot forskellige indgange til det samme mål.”

Esben holdt en pause og rystede let på hovedet, næsten som sagde han; du er virkelig for egoistisk, brormand.

Han kiggede op på sin bror. Ham han igennem hele sit liv havde set op til. Hans største idol. En ubehagelig følelse gik igennem kroppen på ham, men han var godt klar over, at han blev nødt til at sige det til ham.

”Jeg ved godt at det er svært for dig, men jeg kan godt klare mig selv, og din dårlige samvittighed kan hverken du eller jeg bruge til noget. Jeg har ikke brug for din beskyttelse, eller hvad det nu end er, du føler du skal gøre for mig. Men jeg bliver nødt til at vide noget! Er du sikker på, at du vil, og kan være min kontakt person? Er det et ansvar du kan tage?”

En kontaktperson er den person, en soldat har meddelt Forsvaret skal give besked til, ved enten tilskadekomst eller dødsfald i tjenesten.
Esben var ikke et sekund i tvivl, da han tidligere skulle fortælle forsvaret, hvem der skulle stå opført som kontaktperson for ham. I hans hoved, kunne det kun være Palle, og Palle havde da også uden tøven, sagt ja til at være hans kontaktperson.
Noget der betød meget for Esben, at han vidste hans bror ville tage det ansvar der fulgte med, hvis der skulle ske ham noget, når han drog af sted. Men lige nu, følte han sig meget usikker på, hvem der ville være hans kontaktperson, når bataljonen skulle samles om et par dage, og det var tid til afgang.

Fortvivlelsen bredte sig i Esben over de forvirrende signaler, hans bror sendte. På den ene side, ville han godt være kontaktperson, og på den anden side, var han modstander af, at Esben havde valgt, at indgå i de fredsbevarende styrker.

 

XIV

De to brødre sad overfor hinanden uden at sige noget, i et stykke tid. Palle kiggede over på Esben og forsøgte at finde på noget at sige, for at bryde den dårlige stemning der opstod, da Esben åbnede op for nogle sine inderste tanker, om sin bror og deres indbyrdes forhold.
For hvert forsøg på at sige noget, Palle afprøvede inden i sit hoved, blev det sværere at komme på noget at sige, og Esbens enetale, blev ved med at køre i hovedet på ham.
Palle rejste sig op, og Esben kiggede, på ham. “Vil du ha’ en øl? Jeg gir’!” Esben sagde ikke noget, men nikkede kun, og sendte sin bror et lille smil.

Palle gik op til baren og ventede på at blive ekspederet.
Jeg har ikke brug for din beskyttelse! Ordene gentog sig igen og igen, i hovedet på ham. Palle forsøgte at overbevise sig selv om, at han på ingen måde, følte han skulle beskytte sin lillebror. Men han vidste godt, at Esben havde ret.

Efter en kort venten, fik Palle sine øl, og gik tilbage til Esben.

“Du må undskylde det jeg sagde, men jeg blev nødt til at sige det” Esben var ikke sikker på, om han egentlig mente, at det var ham der skulle undskylde, og om der overhovedet var noget at undskylde. Men han følte sig trist til mode, over det han havde sagt. Det var ikke hans mening, at være uvenner med sin bror, de sidste dage inden afrejsen. Og netop frygten for at Palle skulle være sur på ham, gjorde at han undskyldte.
“Hej, rolig nu. Der er ingen grund til at hænge med næbbet og du skal slet ikke undskylde. Vi ved begge at du har ret.” Palle tog sin øl. “Skål for ind i helvede. Og lad ikke min beskyttertrang ødelægge noget for dig.” Kom det muntert fra ham.
“Jeg ved godt at det er forkert af mig, men du er min bror og du betyder en verden for mig. Men mine følelser for dig, skal ikke være afgørende for hvad du gør.”

Stemning lettede lidt blandt de to brødre, da de sad der og snakkede videre, men Esben følte dog stadig en vis usikkerhed, som han ville ha’ styr på, inden de forlod cafeen.
“Er du helt sikker på, om du kan og vil være, den der står opført som værende min kontaktperson?” Som tidligere, var der heller ikke denne gang, nogen tvivl at spore hos Palle. “Ja! Det kan du tro jeg vil. Det skal du ikke tvivle på.”

Esben drak det sidste af sin øl. “Vi skal nødig halte, så jeg henter lige én til det andet ben.” Palle grinede af sin bror, da han gik op efter et par øl mere.
“Hvad siger du til, at vi melder vores ankomst hos de gamle, og invitere os selv på aftensmad? Så kan vi altid drikke noget af fars rødvin.” Esben virkede opsat på at få en god afslutning på dagen, da det var sidste gang i lang tid, han havde nogle timer med sin bror. “Ja, lad os det. Men vi må nok lige advare dem først.” Palle fandt sin mobiltelefon frem, og ringede op.

“Kører du ikke lige ud og køber en steg?” Grethe stod stadig med telefonen i hånden. “Det var Palle der ringede. Ham og Esben kommer forbi. De har lige inviteret sig selv på mad og drikke. De sagde at de ville drikke alt dit rødvin, så hvis du ikke har noget; så lad vær med at købe noget.” Grethe stod og smålo for sig selv, over det hun lige havde sagt.
“Øøøhhh” Kom det forvirret fra Mogens, der lå og blundede på sofaen. “Skal det være lige nu, og hvornår de kommer de?”
Mogens satte sig op i sofaen, og missede et par gange med øjnene, inden han gik ud til sin kone, der nu stod i køkkenet. “Jamen så kører jeg da med det samme, så vi kan komme i gang med maden.”

De havde egentlig planlagt en afskedsmiddag senere på ugen, men som altid, var deres sønner mere end velkomne til at komme forbi, og få et måltid mad.

På vej ud af døren kunne Mogens mærke glæden, ved at hans drenge ville komme forbi og spise med. Det ville helt sikkert blive mere hyggeligt nu, end når de skulle mødes igen. For næste gang, ville bære præg af, at de var samlet for at tage afsked med Esben.